Status fra brugergruppemøde hos Naturstyrelsen

2. september 2026 21:38 , af Uwe Bjerre

Torsdag den 27. august 2026 deltog en delegation fra Jyllinge Sejlklub (Carl Høgstedt, Nicolai Larsen, Morten Lynnerup, Kristian Bergen og Uwe Bjerre) i det tilbagevendende brugergruppemøde for Roskilde Fjord Vildtreservat hos Naturstyrelsen.

Fremmødet talte bl.a. Dansk Sejlunion, Dansk Forening for Rosport, Roskilde Kommune samt et stort opbud fra især Jyllinge og Veddelev sejlklubber.

Foruden en orientering om Naturstyrelsens projekter vedrørende muslinger, stenrev og reetablering af oprindelig natur, var der fokus på status og debat om den indstilling, Naturstyrelsen sidste efterår sendte med forslag til ændrede sejladsregler i vildtreservatet – forslag, der i det store hele vil gøre det umuligt at windsurfe i de fartregulerede områder af fjorden.

Kort opsummering vedr. fugleliv og indstillingen til SGAV:

  • Positiv udvikling i fuglelivet: WSP præsenterede den seneste fugleoptælling fra juni 2026, som viser en samlet pæn fremgang i år samt en stabil til svagt stigende tendens over de seneste 10 år. Det er især på Eskildsø og holmene ved Jyllinge, at størstedelen af de ynglende fugle holder til. Effektiv bekæmpelse af rotter og regulering af ræve fremhæves som afgørende faktorer for fremgangen.
  • Debat om forstyrrelser fra vandsport: Aarhus Universitet (ved Preben Clausen) gennemgik studier om rekreative aktiviteters påvirkning på fuglelivet og fremhævede bl.a. en rapport fra 2019 om kajaksejlads med anbefalinger om øget afstand til yngleområder. Forskerne fastholder et teoretisk synspunkt om, at windsurfing har en negativ indflydelse – baseret på ældre britiske studier – selvom der hverken foreligger nyere studier eller konkrete observationer fra Roskilde Fjord, der påviser problemer. Der opfordres nu til at søge midler til at undersøge wind- og kitesurfing mere specifikt i fjorden.
  • Indstilling og fremtidig proces: Naturstyrelsen fastholder deres indstilling til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) om hastighedsbegrænsninger ved Jyllinge og Veddelev. Indstillingen indeholder dog et tillæg baseret på de input, vi og Veddelev Surfklub overbragte i december 2025. SGAV har oplyst, at der ikke er planer om at revidere reservatbekendtgørelsen for Roskilde Fjord i de kommende år. Når det en dag bliver aktuelt, vil sagen komme i offentlig høring, hvor alle parter inddrages. Der sker altså ikke noget på den korte bane.

Har du spørgsmål til mødet eller det videre forløb, er du velkommen til at række ud til Uwe.

Læs mere om Brugergruppe for Roskilde Fjord Vildtreservat

//